Kniber det med julestemningen her først i december, så gør vejrguderne i hvert fald sit til at hjælpe dig på vej.

Der er nemlig en hel del sne på vej i løbet af onsdagen, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

DMI har onsdag morgen et varsel om kraftigt snefald i Nordjylland, Østjylland, den østlige del af Fyn, Langeland og Vestlolland og den vestlige og nordlige del af Sjælland.

Faktisk vågner nordjyderne allerede onsdag morgen op til et vinterlandskab, fortæller vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

Sneen begyndte i Aalborg onsdag morgen.
Sneen begyndte i Aalborg onsdag morgen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Her fra morgenstunden er der temmelig meget sne i Vendsyssel, men det er primært faldet nordenfjords,« siger han.

I løbet af dagen bevæger et lavtryk sig dog fra Limfjorden og mod sydøst og rammer Himmerland og Djursland i løbet af formiddagen.

Frank Nielsen understreger, at det er usikkert, hvor meget sne, der kommer, og hvor præcis snebygerne falder.

»Det er lige som tordenbyger om sommeren: De er svære at forudsige. Udfordringen er, at der er kold luft på vej, og når vinden frisker op ude over Kattegat, så har vi en forventning om, at bygerne bliver kraftige,« siger han.

Selvom varslet lyder på mellem 10 og 20 centimeters sne lokalt, så understreger den vagthavende meteorolog, at der nok typisk vil komme mellem fem til otte centimeter de fleste steder.

Snebygerne når den østlige del af landet i løbet af eftermiddags- og aftentimerne, så Frank Nielsen kan ikke udelukke, at eftermiddagsmyldretiden bliver ramt.

»Vi regner med, at sneen rammer Djursland i løbet af formiddagen, og ved middagstid er den nok nået til Nordvestsjælland. Herfra bevæger det sig videre mod sydøst.«

Til gengæld er der ikke udsigt til så meget som et snefnug i Sydvestjylland.

Både veje og fortorv var glatte i Aalborg onsdag morgen.
Både veje og fortorv var glatte i Aalborg onsdag morgen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Man kan trække en linje fra Thy og ned til Lolland. Det er nordøst for denne linje, at sneen kommer. Vest for det område får de en pæn dag med kig til solen,« lover Frank Nielsen.

Og så har vi helt glemt at tale om temperaturerne.

For ja, det er koldt, og det bliver det ved med at være et godt stykke tid endnu.

I dagtimerne onsdag kommer termometeret til at ligge omkring frysepunktet.

»Og den kommende nat bliver kold. Vi kommer til at ligge mellem to til otte graders frost de fleste steder, men jeg kan ikke udelukke, at det bliver koldere,« siger Frank Nielsen.