Det kan blive en spejlglat affære visse steder, hvis du natten til mandag eller mandag morgen sætter dig i din bil eller på din cykel og kører ud på særligt de jyske veje.

Der er nemlig risiko for, at der kan opstå såkaldt 'isslag' i natte- og morgentimerne – og det kan give glatte veje.

Det fortæller den vagthavende meterorolog ved DMI, Erik Hansen.

»Ud på natten til mandag kan der komme lidt let regn, og det kan faktisk gå over i noget isslag. Det er ikke noget, der kommer meget af, men hvis det går over i isslag, så kan det blive ganske glat,« forklarer han.

Det er primært i Jylland, at der er risiko for det – men det kan også ramme østover.

Nok ikke særligt meget på Fyn, men på Vestsjælland, lyder det.

Fænomenet 'isslag' er ikke at forveksle med 'islag'.

Islag dannes, når vand på overfladen bliver kølet af og fryser til is og danner et lag af is – deraf navnet. Isslag sker derimod, når regndråber bliver underafkølet på deres vej ned mod jorden – og når de rammer jorden, fryser de omgående til is.

Da dråberne rammer hele overfladen, kan der hurtigt blive dannet et lag af klar is, som kan blive meget glat og derfor farligt.

Før vi kommer helt så langt, skal vi dog lige have en kold søndag overstået, hvor der i de tidlige morgentimer på særligt Sjælland er tågebanker og pletvis rimglatte veje.

»Vi ligger meget tæt på frysepunktet, så der skal ikke meget til, før der kan godt kan komme lidt rundt omkring,« forklarer Erik Hansen.

Temperaturen kommer ikke til at stige meget i løbet af dagen. Højeste temperatur ser ud til at gå til Bornholm, der kan stemple ind med fem grader.

»Vi kan ikke udelukke, at man kan få lidt solstrejf, men hvis man får det, så er man heldig og kan glæde sig over det,« fortæller meteorologen.

Det bringer os frem til natten til mandag og til risikoen for isslag, som varer ved frem til mandag formiddag.

»Der vil det så også være overstået. Noget varme maser sig på igen der, og så går det over i regn,« lyder forklaringen.