Vinteren er forbi, og forårets løfte om sol og grønne farver står for døren.

Men selvom vi er i midten af marts, er vejret stadigvæk præget af kulde, sne og slud. Og det er ikke overstået endnu, selvom mandagens vejr bliver betydeligt lunere.

Natten til onsdag kommer kulden nemlig retur, og der vil være mulighed for sne og slud. Det kan betyde isglatte veje.

Så hvis man skal ud at køre bil, bør man køre forsigtigt.

»Nedbøren starter som regn, og når kulden slår igennem, kan det fryse regnen,« siger meteorologen og fortsætter:

»Så det kan føre til isglatte veje. Det kan blive ret problematisk.«

Han forklarer endvidere, at det også bliver blæsende natten til onsdag, mens natten til torsdag bliver »rimelig kold«.

Så sagt med andre ord: Hvis du længes efter de lovende forårsdage, må du altså væbne dig med tålmodighed lidt endnu.