Forhøjet vandstand. Kraftig regn. Lokale skybrud. Og vindstød af stormstyrke.

Det er blot noget af det, der er risiko for, at du kan finde på vejrmenuen denne torsdag – men det afhænger dog også af, hvor i landet du opholder dig.

Lad os starte fra en ende af.

Særligt i området omkring Vadehavet i det sønderjyske er der torsdag risiko for forhøjet vandstand.

Danmarks Meteorologiske Institut har derfor udsendt en såkaldt risikomelding, der er gældende fra klokken 16.00 til 17.30, hvor den højeste vandstand forventes.

Helt præcist forventes det, at vandstanden klokken 16.30 kan være 2,40 meter over den normale vandstand. Det kan føre til lokale, kystnære oversvømmelser, og man bør også være forsigtig, hvis man køre i bil eller færdes til fods i området ved kysten, lyder det fra DMI.

Så kommer vi til den kraftige regn og de lokale skybrud.

Det er du særligt i risiko for at blive udsat for, hvis du bor eller opholder dig i det sønderjyske, på Fyn – med undtagelse af det nordvestligste af øen – og på hele Sjælland og Lolland-Falster.

Nogle steder i landet er man dog ekstra udsat, og derfor har DMI udsendt et egentligt varsel om kraftig regn og lokale skybrud for det sydligste af Fyn med Langeland, det sydligste Sjælland og Lolland-Falster.

»Der er noget på vej op over Danmark nede fra Tyskland, og det er en blanding af regn og byger. Derfor har vi sendt et varsel ud om kraftig regn og måske endda også lokale skybrud for den sydøstlige del af Danmark,« forklarer den vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen.

Både risikomeldingen og varslet er gældende fra klokken 07 til klokken 14.

»Temaet er en særdeles våd start på dagen i den sydlige og østlige del af landet i dag,« siger meteorologen.

Det er dog ikke alle steder, der kan falde lige mange dryp, og jo længere mod nordvest du befinder dig i landet, jo hurtigere kommer opklaringen også til dig.

Derefter breder opklaringen sig i løbet af eftermiddags- og aftentimerne til resten af landet – hvor man kan få solen at se, men dog fortsat kan opleve byger.

Det bringer os frem til det sidste punkt på dagens vejrmenu: risiko for vindstød af stormstyrke.

Det er gældende på solskinsøen Bornholm fra klokken 11 til 16:

»Lige nu er der ikke en vind, der rører sig på klippeøen, men lynhurtigt i løbet af formiddagen går vinden om i sydvest, og så tiltager den,« siger Jesper Eriksen.

DMI forventer stormende kuling på øen med vindstød på 20-23 meter i sekundet, men der kan komme vindstød af helt op til stormstyrke, som lyder på 25-28 meter i sekundet.

»I resten af landet blæser det også op, så det kommer til at blive med kraftige vindstød,« forklarer den vagthavende meteorolog.

De mange risikomeldinger og varsler sætter også deres præg på vejret i landets fire største byer:

Aalborg
I Aalborg får man det pæneste vejr af de fire storbyer:

»Her kommer der kun ganske lidt nedbør, så Aalborg får det tørreste vejr,« siger Jesper Eriksen.

Temperaturen ser ud til at blive mellem ni og ti grader i løbet af dagen.

Aarhus
Her er man lidt tættere på regnen, end man er i Aalborg:

»Her bliver det knap så vådt, som det gør længere mod syd, men man kan få brug for paraplyen.«

Temperaturen bliver også her mellem ni-ti grader.

Odense og København
»Temaet for Odense og København er en våd start på dagen,« forklarer meteorologen.

Senere på dagen begynder det også at blæse op, mens regnen i løbet af eftermiddagstimerne begynder at aftage.

»Man skal huske at passe på aquaplaning, så man skal køre efter forholdene,« sagde han.