Hvis du skal ud i morgentrafikken tirsdag, så gælder det om at være forsigtig. Særligt hvis du bor i den vestlige del af landet.

DMI advarer nemlig om risiko for rimglatte veje.

Det er modsat de danskere, der bor i den vestlige del af landet, der kan se frem til at få mest sol tirsdag.

Det fortæller Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

»Jo længere vestpå, jo flottere bliver det. Især Jylland får en del sol og tørt vejr,« siger han.

Bevæger vi os længere østpå i landet, kan der være risiko for enkelte byger.

»Det bliver lidt mere skyet østpå, hvor der vil komme perioder med regn eller slud,« siger Klaus Larsen.

»Det er hovedsageligt Bornholm, der får nedbør.«

Tirsdagen byder derudover på temperaturer omkring fem grader og frisk vind.

Senere på ugen vil der være mulighed for at opleve snevejr.

Klaus Larsen har dog ikke de store forhåbninger til et snedækket Danmark.

»Efterhånden som vi kommer længere hen på ugen, så går det længere over mod sne. Men så længe vi har plustemperaturer, så bliver det noget sjap. Det kan godt lægge sig som sne om natten, og så tør det om dagen,« siger han.