Grå, fugtig og tåget har været sigende for mandagens vejr, og det fortsætter igen tirsdag. 

Sådan lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog, Anja Budholdt.

»Det bliver en meget grå suppedas med masser af lavthængende skyer, diset og tåget vejr,« siger hun.

Dermed er det vigtigt for morgentrafikanterne at være opmærksomme og måske endda køre hjemmefra lidt før, advarer meteorologen:  

»Sigtbarheden kommer mange steder til at være rigtig lav og især fra morgenstunden, så man skal virkelig passe på.«

Til gengæld er plusgraderne tilsyneladende kommet for at blive, hvor temperaturen  tirsdag vil svinge mellem en og seks grader, mens vinden bliver let til mild. 

Plusgraderne holder ifølge Anja Budholdt resten af ugen som minimum både dag og nat og vil hjælpe til at smelte den resterende sne.