Hvis du skal ud at køre bil denne onsdag morgen, så er det om at være lidt ekstra opmærksom i trafikken. Der er nemlig risiko for tæt tåge flere steder i landet.

Den tætte tåge gør, at der nogle steder er risiko for, at sigtbarheden kommer under 100 meter. Det oplyser meteorolog Lars Henriksen på Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside.

Det er kombinationen af svage vinde, fugtig luft og et ringe skydække, der først på natten til onsdag har ført til tåge rundt omkring i landet.

»Da disse forhold ikke ændrer sig væsentligt resten af natten, vil tågen fortsat kunne udvikle sig, og det kan ikke udelukkes, at sigtbarheden stedvis kommer under 100 meter,« forklarer han på hjemmesiden.

Derfor har DMI udsendt en risiko-melding angående den tætte tåge, der forventes at blive liggende over store dele af landet frem til klokken 08:00 onsdag morgen.

Det vil sige, at den også kan komme til at genere morgentrafikken, oplyser DMI.

Helt præcist har DMI udsendt en risiko for tæt tåge for disse områder: Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Nordfyn, Køge Bugt, Nordsjælland, Lejre, Roskilde, København Nord, Frederikssund, Sønderjylland, Billund, Djursland, Odder, Trekant området, Århus NV (Kronjylland), Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Ballerup, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Albertslund, Høje Taastrup, Ishøj, Esbjerg, Varde, Vejen og Ikast-Brande.

DMI opfordrer til, at man husker at køre forsigtigt og er opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt.