Hvis du skal ud og køre tidligt onsdag morgen, skal du være meget forsigtig.
Den tætte tåge, der har plaget morgentrafikken mandag og tirsdag, fortsætter nemlig.
Det fortællere den vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg.
Men hvis du bor i den vestlige del af landet, bliver du måske belønnet med milde forårsfornemmelser.
Meteorologen fortæller, at prognoserne lige nu er usikre i forhold til, hvor meget det klarer op i løbet af dagen, men i den vestlige del af landet, bliver det mellem fire og ti grader.
Den sydvestlige del kan endda få helt op til 12 grader, hvor der også kan komme lidt sol i Sønderjylland, på Sydfyn og på Lolland.
Væsentligt koldere ser det dog ud i den østlige del, hvor temperaturen vil svinge mellem en og fire grader.
Dagen starter ifølge Martin Lindberg diset, skyet og tåget.
Op ad dagen kan der komme en smule regn fra, mens det ved eftermiddagstid klarer op gradvist i hele landet.
Vinden vil være let til jævn fra syd og sydøst.

