Der er dårligt nyt, hvis man håber på et snarligt farvel til sneen.

Vinteren bider sig fortsat fast. Og nu advarer DMI.

»Der kommer et lavtryk fra Nordsøen. Det er ikke sikkert, hvor meget sne det vil give, men det virker til, at det ikke bliver den største omgang,« siger vagthavende meteorolog Søren Willatzen hos DMI og fortsætter:

»Det ser ud til, at lavtrykket vil gå syd om Danmark, og derfor er det hovedsageligt den sydlige del af Danmark – især Syd- og Sønderjylland – der bliver mest udsat.«

Samtidig advarer DMI om risiko for snefygning. Der ligger i forvejen mange steder løs sne i Jylland, på Fyn og Bornholm, og i løbet af søndag og natten til mandag tiltager vinden til jævn til hård vind fra sydøst – stedvis med kraftige vindstød.

Derfor har DMI udsendt varsel for snefygning.

Varslingen gælder for Jylland og Fyn fra mandag klokken 00.00 til tirsdag klokken 00.00. På Bornholm gælder varslet fra mandag klokken 06.00 til tirsdag klokken 00.00.

Ifølge DMI kan snefygning føre til hurtigt lukkede veje, snedriver, nedsat sigt og risiko for standsning af den kollektive trafik. 

Snefygning opstår, når der er løs sne – typisk over 10 centimeter – kombineret med middelvind over 10 meter i sekundet.