Solen smiler til os fra oven, temperaturerne er sommerlige, og aftenerne lange og lyse.

Vejret viser sig fra sin bedste side i øjeblikket – men mørke skyer begynder at vise sig i horisonten.

Ikke bogstavelig talt, men billedlig talt.

For det flotte, solrige og sommerlige vejr har en alvorlig slagside: At tørkeindekset er braget op.

»Haver og marker er godt tørre, og tørkeindekset er ved at være højt, og dermed er der mange steder høj risiko for tørke,« skriver vagthavende meteorolog Anja Bodholdt i sin vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

Et kig på de kommende dage gør kun bekymringen større.

For det flotte vejr fortsætter en rum tid endnu – med den konsekvens, at tørken tager yderligere til.

»Med de kommende ti dage in mente er der ikke noget, der tyder på, at tørkeindekset vil falde, tværtimod vil der formentlig være en endnu større del af Danmark, der vil opleve høj risiko for tørke,« lyder det fra Anja Bodholdt.

Som du kan se på kortet herunder, er det især i de østlige egne, det er knastørt.

Foto: DMI
Vis mere

Allerede i sidste uge advarede DMI om forhøjet risiko for brandfare, fordi naturen er meget tør efter uger med kun ganske lidt nedbør.

Det er især lette sandjorde, der hurtigt vil udtørre og dermed får forhøjet risiko for brandfare.

DMI opfordrer til, at du holder øje med brandfareindekset via hjemmesiden Brandfare.dk – og påpeger, at du skal også være opmærksom på brandfarerisikoen, inden du tænder grillen.