DMI advarer danskerne om høj risiko for tørke, og at man derfor skal passe på, hvis man har planer om at tænde for grillen i det lune forårsvejr.

I sidste uge advarede DMI om risiko for glatte veje, men nu advarer DMI altså om høj risiko for tørke rundtomkring i landet.

Derfor skal man tænke sig en ekstra gang om, før man finder de gode bøffer og pølser frem i det dejlige vejr.

'Vær derfor yderst forsigtig ved båltænding og grill,' skriver DMI på Twitter.

I det nordlige Jylland og Sjælland er tørkeindekset nemlig kommet helt op på 8 ud af en skala på 10.

»Man skal være påpasselig, når man er ude at grille. Det er nu, at solen skinner, og foråret for alvor er kommet, og så får folk lyst til at grille i parken,« fortæller vagtchef hos DMI Mette Wagner.

På grafikken kan man se, at den nordlige del af Jylland og Sjælland er røde og er dermed i høj risiko for tørke. Foto: DMI
På grafikken kan man se, at den nordlige del af Jylland og Sjælland er røde og er dermed i høj risiko for tørke. Foto: DMI
Vis mere

Man skal derfor også passe på med at smide cigaretskod i naturen, da gløderne hurtigt kan 'futte naturen af'.

Hun advarer derfor om, at man skal være bevidst om, at risikoen, for at den hyggelige grilltur eller en eventuel båltænding potentielt kan gå op i røg, er stor, hvis man ikke er forsigtig.

»Det er knastørt. Så når man tænder en grill, skal man virkelig passe på,« siger Mette Wagner.

Det er især i Nordjylland oppe ved Skagen og i Københavnsområdet, at man skal passe på.