Et hidsigt lavtryk bevæger sig mandag aften ind over landet, og det har fået DMI til at udsende et varsel.

»Der er et hidsigt lavtryk i Nordsøen, der er på vej mod Danmark. Derfor udsender vi et varsel om vindstød af stormstyrke,« siger vagtchef hos DMI Thyge Rasmussen.

Den kraftige vind vil særligt ramme den sydlige del af landet, og jo længere sydpå man kommer, jo større risiko for vindstød af stormstyrke, oplyser vagtchefen.

Dermed kan vinden altså ramme med 20 til 25 meter i sekundet.

»Det er noget, som godt kan give nogle nedfaldne tagsten og den slags,« siger Thyge Rasmussen.

Det er dog kun i aften, at danskerne i den sydlige del af landet skal være særligt opmærksomme.

»Det er i aften, det sker. Det er altså ikke et langvarigt blæsevejr, og det kulminerer i aften og allerførst på natten,« fortæller vagtchefen.

Sidst på aftenen vil det hidsige lavtryk også give forhøjet vandstand i Vadehavet.