Kraftig regn, torden og risiko for lokale skybrud er at finde på vejrmenuen denne tirsdag.
Særligt i den østlige del af Jylland og på den vestlige side af Fyn vil man kunne blive ramt af det dårlige vejr i morgen- og formiddagstimerne, og det har fået Danmarks Meteorologiske Institut til at udsende et varsel, der er gældende til klokken 12:00.
'DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på seks timer, og regnen kan være ledsaget af torden', lyder det blandt andet i varslet.
Lokalt vil uvejret kunne ende i skybrud, oplyser den vagthavende meteorolog Martin Lindberg tidligt tirsdag på DMIs hjemmeside.
'Der forventes stedvis at komme yderligere mellem 20 millimeter og 35 millimeter nedbør frem til middagen, og der er risiko for lokale skybrud, hvilket betyder over 15 millimeter nedbør på en halv time', forklarer han.
'Fra omkring middagstid bevæger frontzonen med bygerne sig langsomt mod nordvest og efterhånden aftager nedbørsintensiteten', lyder det fra DMI.
Natten til tirsdag udsendte DMI også et andet varsel, der var gældende til klokken 07:00, hvoraf det fremgik, at der nogle steder lokalt kunne falde mellem 45 millimeter og 65 millimeter regn. Det var der størst risiko for i Trekantsområdet og i området op mod Horsens og Aarhus.
Tordenvejret og lynnedslagene førte efter al sandsynlighed natten til tirsdag ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi til en stribe brande i politikredsen. Det fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen til TV SYD.
»Vi har meldinger om brande i blandt andet Augustenborg, Egernsund og Haderslevområdet. I Augustenborg slog lynet ned i et træ, der brød i brand, og flammer fra træet bredte sig til fire parkerede biler,« siger han.
Fra midnat og frem til klokken 07:00 tirsdag morgen har DMI registreret 1.754 lynnedslag over Danmark - de fleste i Syd- og Østjylland.