Lørdag aften og natten til søndag falder temperaturen til under frysepunktet i hele landet, og det giver risiko for rimglatte veje, advarer DMI.

Store dele af både Jylland, Fyn og Sjælland vil natten til søndag og søndag morgen kunne opleve rimglatte veje, når temperaturen så småt sniger sig ned under de 0 grader.

»Det bliver udbredt frost i hele landet, og samtidig kommer vinden fra nord, hvorfor det også er en meget tør luft,« siger vagthavende meteorolog Anja Bodholdt hos DMI og fortsætter:

»Derfor vil der formentlig også være rimglatte veje de udsatte steder.«

Her tænkes der særligt på de små veje, hvor der ikke bliver saltet.

Foto: DMI
Vis mere

»Er der saltet, så skal man ikke frygte noget, men hvis der ikke er saltet, så kan der altså godt være glat.

Det kolde vejr fortsætter ifølge DMI ud på formiddagen søndag, hvor vi først skal henover middag, før temperaturen igen kommer op over frysepunktet. Og det medfører ligeledes risiko for rimglatte veje på de mindre og usaltede veje over hele landet.

Men det burde ifølge Sydsjællands Politi ikke være tilfældet i den del af landet. Kredsen oplyser nemlig på Twitter, at der saltes, og at man bør køre forsigtigt.