Det gælder om at være ekstra opmærksom denne morgen, hvis du skal ud i trafikken.

Der er nemlig risiko for tæt tåge og rimtåge flere steder i landet - dog særligt på Sjælland og Lolland-Falster.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut på sin hjemmeside.

Natten til fredag har vejrinstituttet derfor udsendt en risikomelding for tæt tåge eller rimtåge for Vest- og Sydsjælland, København, Nordsjælland og Lolland-Falster.

Risikomeldingen er indtil videre gældende fra klokken 04:20 til klokken 08:00.

'Der er risiko for tæt tåge eller rimtåge med sigtbarhed under 100 meter', lyder det på DMIs hjemmeside.

Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld, oplyses det.

'Kør forsigtigt og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt', lyder rådet derfor fra DMI.