En farlig kombinationen kan give problemer i morgentrafikken onsdag.

Det fortæller Sandra Nygaard, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

Til B.T. siger hun:

»Der kan komme dis og tåge over hele landet med sigtbarhed ned mellem 200 til 300 meter. Og så kan temperaturen i det centrale Jylland nå lige ned under frysepunktet. Så man skal passe på i trafikken.«

Der kan derfor være rimglatte veje flere steder. 

Tågen ventes at lette i løbet af morgenen og formiddagen, og så kan vi se frem til sol over det meste af landet. I Jylland kan det dog godt blive mere skyet.

Temperaturen kommer til at ligge på otte til 11 grader og vinden bliver svag til let fra forskellige retninger.

I de næste dage skyer det så lidt til.

»Det er stadig højtrykket, der dominerer, så der kommer ikke rigtigt noget nedbør. Men de næste dage vil der også være risiko for tåge først på dagen,« siger meteorologen. 

Først hen efter weekenden ser det ud til, at vejret skifter, og det bliver mere regnfuldt og blæsende.