Sne, slud og isslag lægger sig i løbet af fredag aften og nat over landet og kan skabe farlige situationer.

»Der vil i overgangen mellem at nedbøren er sne og regn være et område, hvor det vil falde som isslag. Det kan være super farligt trafikalt, fordi det er meget glat og svært at se,« forklarer vagthavende meteorolog ved DMI, Henning Gisselø, til B.T.

DMI har derfor udsendt et varsel om netop isslag, som de kalder 'voldsomt vejr', i Syd- og Midtjylland, på hele Fyn og Lolland-Falster.

Sydjyllands Politi advarer også om isslag og farlige forhold på vejene:

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger
Vis mere

'Så er der nedbør flere steder i det Syd og Sønderjyske. Derfor er der ekstra grund til at være opmærksom og køre forsigtigt. Der er varslet isslag i aften, men det kan jo komme tidligere end forudsagt. Ligesom det kan falde meget lokalt,' skriver vagtchefen på Twitter.

Nordjylland, Sjælland og Bornholm kan se frem til 5-6 cm sne, som vil falde henover natten og formentlig blive liggende.

»Men det er kun første kapitel,« som Henning Gisselø siger. Han uddyber:

»Lørdag nat vil der komme endnu mere sne. I denne omgang kan der falde op til 10-20 cm i Nordjylland, Nordsjælland og på Bornholm, så der vil være god mulighed for at komme ud og kælke søndag.«

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Resten af landet er ikke så heldige.

Her må man tage til takke med regn og slud, og solen får vi formentlig ikke at se i løbet af weekenden.

I den kommende uge vil vejret fortsætte i samme spor.

DMI advarer om, at en snestorm kan ramme landet mandag.