Når flere danskere vågner lørdag, kan himlen være tung og grå.

I løbet af natten trækker havgus nemlig ind fra Nordsøen over store dele af Jylland.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Hans Peter til B.T.

»I løbet af formiddagen forventer vi dog, at det meste er brændt af,« siger han med henvisning til lavthængende skyer.

Helt ude ved den jyske vestkyst kan havgus dog blive hængende længere op ad dagen.

Og det vil i den grad påvirke temperaturen, som der kan ende på blot 15 til 17 grader.

I resten af landet bliver vejret mere sommerligt,

Temperaturerne lander de fleste steder mellem 22 og 27 grader – og lokalt kan det blive endnu varmere.

Særligt Østjylland og Fyn ser ud til at få de højeste temperaturer.

»Der kan vi faktisk komme over de 27 grader,« vurderer meteorologen.

Men helt fredeligt bliver vejret ikke nødvendigvis. Der kan opstå byger hist og her, og lokalt kan der også komme kraftig torden. Hvor bygerne rammer, er dog usikkert.

»Det er bygernes natur. Om de opstår i Jylland, på Sjælland, Fyn eller Bornholm, er svært at sige,« siger meteorologen.

Vinden bliver svag til let fra vest eller skiftende retninger.

UV-indekset kommer op omkring 5,5.

Derfor lyder opfordringen fra DMI: Husk solcremen.