Danskerne står lørdag op til en blæsende og bidende kold morgen.
Og kombinationen af vind og den sne, der ligger mange steder i landet, giver nu et nyt problem.
Derfor har DMI lørdag klokken 05.35 udsendt et varsel om snefygning.
Varslet i kategori 1 gælder primært for Bornholm, hvor let snefald og blæsevejr med op til 15 meter i sekundet kan medføre snefygning.
»Et varsel for snefygning kræver, at det blæser mere end 10 m/s, og at der er en god dyne sne, vinden kan kaste rundt med i frostvejr,« skriver DMI.
Men DMI advarer også mod fænomenet i store dele af resten af landet.
Det gælder Sønderjylland, hele Fyn, det sydlige Sjælland samt Lolland og Falster.
Det har fået Sydøstjyllands Politi til at advare bilister.
I løbet af lørdag klarer det op med en del sol fra nordøst, skriver DMI desuden.
Men opklaringen og vinden betyder også, at det er iskoldt.
I Jylland kan temperaturen flere steder nå helt ned til isnende minus 15 grader – lokalt måske endnu koldere, lyder det.
Der er også risiko for rimtåge.
