»Pas på i morgentrafikken!«

Sådan lyder det kort og godt fra DMI onsdag morgen, hvor vi endnu engang kan se frem til en morgen med tåget og diset vejr.

For ligesom de øvrige dage i denne uge, skal bilister og andre trafikanter også onsdag morgen døje med lav sigtbarhed i det meste af landet.

DMI varsler om risiko for tæt tåge i det meste af landet.

Frem til klokken ni er der mange steder sigtbarhed på under 100 meter.

Det er stort set kun den nordlige og nordvestlige del af Jylland og Bornholm, der går fri.

Ellers gælder varslet om risiko for tæt tåge for Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København, Nordsjælland, Syd- og Sønderjylland og Midt- og Vestjylland.

»Onsdag starter tåget mange steder, så pas på i morgentrafikken,« advarer meteorolog Anna Christiansson fra Danmarks Meteorologiske Institut i varslet.

Når tågen er lettet i morgentimerne, får vi endnu en flot og lun efterårsdag.

»Ellers venter en lun og flot efterårsdag med sol mange steder, mod vest dog kun kortvarigt, idet skyer og regn truer vestfra,« lyder det fra Anna Christiansson.