Lunt og ustadigt.

Så kort kan onsdagens vejr beskrives.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Lars Henriksen, og tilføjer, at det er en vejrtype, som er kommet for at blive et stykke tid.

Onsdag kan vi desuden se frem til en dag med lidt af hvert rent vejrmæssigt.

Frontzoner står nemlig for »blandet vejr« med både regnbyger og blæst, men også perioder med sol.

»Solen kommer frem de fleste steder i løbet af dagen, så helt skidt bliver det ikke,« understreger han.

De byger, som kommer, kan indeholde både hagl og torden, og det er især jyderne, der må forberede sig på det, forklarer han.

»Det er umuligt at forudsige, hvor præcist bygerne kommer, men især den vestlige del af landet må forberede sig på, at der lokalt kan komme en haglbyge med tordenskrald i.«

Ellers beskriver han onsdagen som en blæsende dag med jævn til hård vind, ved kysterne op til kuling.

Og temperaturerne ligger stadig til den lune side. Mellem ni til 13 grader.

Og de kommende dage?

Tja, at dømme efter prognoserne fra DMI bliver det lidt samme historie.

Måske med et »regulært blæsevejr« i en ikke så fjern fremtid. Men det vender vi tilbage til...