Det gælder om at udnytte den lune novembermåned til at få styr på en vigtig detalje til bilen. På den måde undgår du at blive en af de mange bilister, der står i kø for at få skiftet vinterdæk, når vejene bliver glatte.

DMI oplyser, at bilisterne ikke behøver frygte glatte veje de kommende dage.

Men vinteren kan komme pludseligt, og det betyder som regel, at tusindvis af bilister valfarter til landets dækcentre og mekanikere for at få skiftet til vinterdæk, fortæller FDM.

»Vi anbefaler, at man kører på dæk til årstiden. Det vil sige, at man kører på vinterdæk i vinterhalvåret og sommerdæk i sommerhalvåret,« siger teknisk konsulent Yasser Abaiji fra FDM.

Han fortæller, at mange danske bilister først handler i sidste øjeblik.

»Folk er som regel ude i sidste øjeblik, og så bliver der pres på dækcentre og værksteder. Det giver lange ventetider. Folk strækker den, hvis de kan,« siger Yasser Abaiji.

Kenneth Saust, der er formand for Dækimportørforeningen i Danmark, fortæller til TV 2, at deres tal viser, at det kun er omkring 50-60 procent af de danske bilister, der har fået skfitet vinterdæk på nuværende tidspunkt.

Men det gælder om at få styr på det i tide, inden vinteren melder sin ankomst, fortæller Yasser Abaiji fra FDM.

Stor efterspørgsel på vinterdæk i år, mange steder meldes der udsolgt. Her et dækskift hos Thansen i Helsingør.
Stor efterspørgsel på vinterdæk i år, mange steder meldes der udsolgt. Her et dækskift hos Thansen i Helsingør. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det eneste, der har kontakt med vejen, det er dækkene. Hvis dækkenes egeneskaber ikke er optimale i forhold til underlaget og temperaturen, så kan det gøre, at man får en bremselængde, som er dobbelt så lang.«

»Hvis man har nogle dæk, som kan håndtere underlaget, så kan du bremse og styre langt bedre på vinterdæk, end du kan gøre på sommerdæk. Du risikerer heller ikke, at du sidder fast og ikke kan komme frem.«

Yasser Abaij anbefaler, at man selv tjekker sine vinterdæk, inden man kører afsted for at få dem skiftet. Ifølge dansk lovgivning skal man købe nye dæk, når dækmønstret er nede på 1,6 milimeter. Men FDM anbefaler, at man køber nye dæk, når mønstret er under tre milimeter.

Det er også en mulighed at finde donkraften frem og skifte dæk selv.

Det kræver dog, at man er opmærksom på en række ting.

»Man skal sørge for, at man monterer hjulene korrekt. Mange vinterdæk er retningsbestemte. Det betyder, at man ikke kan tage et dæk, der skal sidde i venstre side og montere i højre side. Der er pile på dækkets side, der viser, hvilken vej hjulet skal køre« siger Yasser Abaiji.

Han anbefaler, at man bruger en såkaldt momentnøgle til at spænde sine vinterdæk. Det er også vigtigt, at man spænder dækkene efter fabrikkens specifikationer

»Dem kan man finde i instruktionsbogen, alternativt kan man tage kontakt til sit lokale værksted, eller ringe til FDM,« siger Yasser Abaiji.