Tirsdag bliver bidende kold, lyder det fra DMI. 

»Det vil fortsat være lige så koldt, som det har været de sidste par dage,« siger vagthavende meteorolog Andy Ahumada mandag aften.

Temperaturerne vil nå ned mellem -3 og -6 grader, men på grund af kolde vinde, som fortsat vil blæse ind over landet, kan det føles som -10 eller -11, bemærker han.

Der er ikke udsigt til, at det varmer synderligt op i løbet af ugen.

 Temperaturerne vil holde sig under eller lige omkring frysepunktet, siger Ahumada.

 Desuden kan der komme en lille smule snevejr onsdag.

Ifølge prognoserne vil der tirsdag morgen være skyer i dele af landet, men henover dagen kan der komme sol de fleste steder.