Varme trøjer, tykke vanter, isolerende skiundertøj, solide støvler.
De seneste dages kulde har krævet, at det helt tunge arsenal af lune beklædningsgenstande måtte findes frem. Men fra på onsdag sker der noget.
Noget, som måske kan ændre lidt på det. I hvert fald en smule.
Det forklarer meteorolog Erik Hansen i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.
De seneste dage har været præget af koldt vintervejr, der nærmest i døgndrift har holdt temperaturen under frysepunktet.
Nogle steder endda langt under frysepunktet.
Det har samtidig kastet et par flotte dage med tørvejr og solskin af sig – og det kan også fortsætte de kommende dage.
Søndag og mandag kan dog stedvis begynde med rimtåge, forklarer meteorologen.
»Men ellers bliver det smukt vintervejr med nogen eller en del sol. Det bliver koldt med dagtemperaturer under frysepunktet, og om natten tocifrede frostgrader mange steder,« lyder det fra Erik Hansen.
Tirsdag kan flere skyer begynde at trække ind over os fra Nordsøen.
Det vil kunne kaste lidt nedbør af sig, men ikke noget, der ifølge meteorologen er 'af betydning'.
Når vi så kommer frem til onsdagsdøgnet, vil temperaturen kunne kravle en smule opad igen.
Dog ikke nødvendigvis meget.
»Fra onsdag kan dagtemperaturen nogle steder kravle over frysepunktet, og den tendens ventes at holde nogle dage,« beskriver Erik Hansen i sin vejrkommentar på DMIs hjemmeside, før han tilføjer:
»Derefter er udviklingen endnu usikker.«
