Flere dele af verden slår varmerekorder.

Spanien har allerede fået 42 grader i maj.

Pakistan har også ramt 51 grader, og i nabolandet Indien har termometret rundet 49 grader.

I Danmarks naboland Tyskland har man set tornadoer i to af landets sydlige delstater.

Danmark har også allerede i år været oppe og snuse over de 20 grader, men på ingen måde vanvittigt vejr som andre steder i verden.

Men ifølge Jyllands Posten, som har talt med en af landets førende klimaforskere, professor Jens Hesselbjerg fra Københavns Universitet, så har man forudsætningerne til en ekstrem tør sommer med masser af varme, hedebølger og muligheden for ny varmerekord.

»I indeværende år er forudsætningerne for, at vi kan få en tørkesommer og hedebølge, til stede. Og det bliver forstærket med det vejr, vi ser lige nu,« lyder den umiddelbare melding fra Jens Hesselbjerg.

Hesselbjerg forklarer yderligere, at der er risiko for den slags vejr i hele Nordeuropa samt det sydlige Norge og Sverige.

Sommeren i 2018 blev den varmeste nogensinde, og her havde man optakt til sommeren, ligesom den er i år.

Ifølge DMI har den varme luft for alvor sat gang i skybrudssæsonen, og risikoen for skybrud eksisterer.

»Det er meget fugtig og varm luft, som trækker op fra syd og for første gang i år genererer nogle kraftige byger. Bygerne kan kaste meget vand af sig på kort tid og kan være med lyn og torden. De er ofte også meget lokale. Kun få kilometer væk kan solen skinne,« siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI.