De fleste er nok godt trætte af kulde og glatte veje.

Torsdag morgen viser termometeret helt ned til minus 15 grader lokalt. Men den tid er snart forbi.

DMIs meteorolog Jesper Eriksen oplyser nemlig, at weekenden bliver markant varmere.

Her vil man nemlig lokalt komme helt op på syv plusgrader.

Det er altså en stigning på omkring 22 grader.

»Fredag nærmer en front sig Danmark fra vest, og på forsiden blæser det op fra syd og sydøst. Sidst på eftermiddagen begynder det at sne i den vestligste del af Jylland, og herefter rykker snevejret sig langsomt østover, med stedvis snefygning,« lyder det i en kommentar på DMIs hjemmeside.

»Men i løbet af aftenen og natten går snevejret over i regn eller slud, en overgang lokalt måske isslag, først i den vestlige del af landet. Dette er fordi, fronten bringer varmere luft med sig, og frosten bliver skiftet ud med tø, i takt med en vinden drejer fra syd og om i sydvest og vest.«

Og lørdag kan man altså forvente mellem tre og syv graders 'varme' over hele landet.

Den højeste lokale temperatur vil med al sandsynlighed ramme i Nordjylland, lyder det.