Vinteren føltes i ugevis mere som efterår, men nu er kulden så småt kommet til Danmark.

Først med et par kølige juledage, og nu med en iskold søndag morgen.

»Søndag starter køligt med temperaturer fra omkring frysepunktet og ned til fem graders frost,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Trine Pedersen i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Især i det centrale Jylland har natten været iskold – og det samme er morgenen.

Ifølge TV 2 er der blevet målt 6,9 graders frost ved Karup, mens der ved Billund var 5,9 graders frost ved 06.30-tiden.

DMI kommer med to advarsler på grund af det kolde vejr:

»I Jylland bliver der flere steder målt rimtåge, hvor sigten brat falder til 300-400 meter,« skriver Trine Pedersen og fortsætter: 

»Der er desuden risiko for rimglatte veje i hele landet, så husk at køre efter forholdene.«

Som du kan se på kortet i toppen af artiklen, som viser skydækket over Danmark – eller manglen på samme – klokken 05.30, var der nærmest ikke en sky på himlen tidligt i morges.

Og sådan fortsætter det.

DMI lover en »flot vinterdag« med tørt vejr og nogen eller en del sol. 

I løbet af dagen stiger temperaturen til omkring fire graders varme og vinden bliver let til frisk mellem sydvest og nord.