I det meste af Danmark er der 'en reel risiko' for oversvømmelse, oplyser Danske Beredskaber mandag.

Kraftig vind, store mængder regn og smeltevand giver »store udfordringer i både kystområder og inde i landet, hvor vandmættet jord og overfyldte å-systemer i forvejen har svært ved at følge med,« lyder det.

Tidligere mandag varslede DMI vind af stormstyrke og forhøjet vandstand.

Ifølge Danske Beredskaber har havneområdet på Fanø Havn stået under vand, og andre steder i regionen har mandskab været ude for at sikre huse inde i landet mod oversvømmelser.

Gribskov Beredskab i Nordsjælland har opsat en container med sand og sandsække til at sikre flere sommerhusområder, hvor der kan komme forhøjet vandstand.

»De kommunale beredskaber rundt i landet holder skarpt øje med situationen og sørger for, at mandskab og material afstemmes efter den udvikling, vejrsituationen tager,« siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

For at forberede sig på oversvømmelse bør man blandt andet afblænde ventilationshuller i ydervægge, have sandsække parat og opbevare dyrebare ejendele i plastbokse væk fra kælderen, lyder organisationens råd.

Mandag morgen har den kraftige vind betydet, at tog- og færgeruter er blevet aflyst, mindst én vejbane har været midlertidigt spærret, og visse biltyper er blevet frarådet at køre over broer.