Vejret i maj måned er på vej til at skrive sig ind på ikke bare én, men flere rekordlister.

Hvis du synes, at det har været ekstra varmt i denne måned, er din fornemmelse rigtig.

Faktisk har det været så sommerligt, at DMI's klimatolog Mikael Scharling kommer med et 'ekstremt' bud på, hvordan maj skriver sig ind i de meteorologiske annaler.

Vejret i årets femte måned ser nemlig ud til at bonne ud inden for både temperatur, soltimer og mangel på nedbør.

»Hvis vi lægger det, vi ser i prognoserne for resten af måneden, sammen med de 16 døgn, der allerede er gået, så tegner der sig et ret ekstremt billede af slutresultatet - allermest når det gælder temperaturen,« siger Mikael Scharling på DMI's hjemmeside.

Klimatologens bedste bud på en samlet temperatur lyder netop nu på hele 13,9 grader.

»13,9°C vil være ny rekord for maj. Den tidligere er over 100 år gammel og lyder på 13,8°C sat i 1889. Det er faktisk Danmarks ældste varmerekord.«

Når det gælder soltimer og nedbør, kan det som nævnt også blive nødvendigt at skrive maj 2018 ind på rekordlisterne:

»Præcis hvor mange soltimer og hvor få millimeter nedbør, måneden ender med, er svært at spå om. Men begge parametre har gode chancer for at ende pænt oppe i top-10 - dog uden risiko for nye rekorder,« siger Mikael Scharling.