Det varme – og regnfri – vejr har sin pris.

For der er ved at være meget tørt derude i den danske natur.

Ifølge Brandfare.dk er det såkaldte 'brandfareindeks' således ved at være overophedet – her fremgår det, at brandfaren onsdag vurderes til at være 'høj' eller 'meget høj' over det meste af landet.

I den forbindelse noterer TV 2 Vejret, at indekset nu er forhøjet for både Jylland, Fyn og Sjælland.

Værst ser det ud i Nordjylland, der er i overvejende grad er i den røde kategori, 'meget høj', undtagen ved kysterne.

»Det er ren krudt i øjeblikket. Det er så tørt, at der bare skal en lillebitte glød til,« siger Jan Nedza, chefvagt hos Nordjyllands Beredskab, til DR.

Og den samme situation er tilfældet i et bælte i den østlige del af Jylland hele vejen ned til Vejle.

På Fyn, Vestsjælland og Lolland-Falster er der ligeledes områder i samme alvorlige kategori.

Kun i Vestjylland omkring Esbjerg og i Nordsjælland er der udbredte områder, hvor brandfaren kun vurderes til at være 'moderat'.

Brandfare.dk har en række råd til at undgå brand i naturen:

  • Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.

  • Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen – og hold afstand til bevoksning.

  • Hav altid vand i nærheden.

  • Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.

  • Brug kun åben ild i stille vejr.

  • Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke.

  • Lad ikke glas ligge fremme i solen.

  • Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation