De seneste dage har budt på mere sne, frost og is flere steder i Danmark.
Selvom det kan føles, som om vintervejret ingen ende vil tage, er der udsigt til, at solen kan titte frem ét sted i landet fredag.
»De fleste steder i landet vil fredag starte skyet. Der vil kun falde meget lidt sne – og ikke i nogen betydelig mængde,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Hans Peter Wandler.
I Jylland kan der dog opstå huller i skydækket.
»Her kan der være udsigt til lidt sol, som mange i så fald vil kunne nyde,« siger Wandler.
Temperaturen ventes at ligge mellem fem graders frost og frysepunktet, hvor det bliver koldest i Nordjylland.
Der er dog især ét sted, som fortsat vil være hårdt ramt af snevejret.
»Jeg forventer, at der stadig vil være sne på Bornholm, når dagen begynder blæsende, og der er varsel om snestorm indtil klokken 12. Vi holder løbende øje med, om varslet skal justeres,« siger Hans Peter Wandler.
Det er især på Bornholm, at bilister skal være ekstra opmærksomme og køre efter forholdene, understreger meteorologen.
Til gengæld tyder noget på, at snedrysset aftager i løbet af weekenden.
»Der vil komme lidt sne fra tid til anden, men ikke i de mængder, vi har set tidligere. Weekenden ser derfor ud til at blive ganske rolig, hvad angår nedbør,« siger Wandler.
