Til forret er der sol, dis og tåge.

Hovedretten består af spredte, men kraftige regn- og tordenbyger, med hagl og kraftige vindstød.

Til dessert er der risiko for lokale skybrud.

Dette års danske sommervejr kommer på ingen måde til at leve op til den bedste sommer nogensinde.

Tværtimod.

Søndagen kommer til at blive præget af regn, vind, torden og muligvis hagl.

Det oplyser DMI.

I en kommentar fra meteorolog Mette B. Wagner lyder det søndag morgen:

»Et nedbørsområde med regn- og tordenbyger bevæger sig i løbet af dagen ind over Danmark fra sydvest. Nogle af disse byger kan være kraftige, med hagl og vindstød,« skriver hun:

»Bygerne forventes at bevæge sig hurtigt mod nordøst. Dog er der en risiko for at nogle af bygerne kan give skybrud.«

Temperaturerne vil ende på mellem 16 og 21 grader og svag til jævn vind omkring syd. 

I aften og i nat spredte regn- og tordenbyger, ellers stedvis klart vejr, bortset fra lokal tågedannelse – men nedbørsområdet forventes at have passeret sidst på natten til mandag.