Endelig ser det ud til, at det varme sommervejr skiftes ud med noget, der ligner mere traditionelt dansk sommervejr.

»I løbet af natten til lørdag får vi byger i det nordvestlige Jylland, og i morgen søndag vil hele landet være dækket af byger. Men det bliver ikke til mere end byger, måske ledsaget af torden,« spår vagthavende ved DMI Trine Pedersen.

Til gengæld tager temperaturerne et markant fald. I hvert fald kortvarigt - og lokalt.

»På grund af vestenvinden ligger temperaturerne lørdag omkring de 20 grader ude ved vestkysten. Men i den østlige del af Jylland kommer den nok op på 24-25 grader, mens både Fyn, Bornholm og Sjælland kan se frem til højere temperaturer.«

Svært at gøre alle glade

Søndag trækker en jævn til frisk nordvestenvind ind over landet og køler temperaturerne ned mellem 20-23 grader.

»Igen er der en tendens til, at det bliver køligst ved vestkysten.«

Søndagen byder måske på en enkelt byge, men Trine Pedersen tror ikke, at den vil give vand nok til at tilfredsstille hverken haveejerne, og deres tørstende plæner og køkkenhaver, eller landmændene.

»Jeg ved ikke, hvor langt landmændene er med høsten, men hvis ikke den er i hus, får vi nok bøvl for bygen. Vi har lidt svært ved at stille dem tilfreds for tiden,« siger hun.

Allerede mandag banker varmen igen på sydfra. Og derfra skruer temperaturene sig så støt og roligt op - frem mod onsdag, som i følge DMI ser ud til at blive ‘rigelig varm’ med op til 33 grader i det østlige Danmark. På Vestsjælland kan det lokalt blive helt op til 34-35 grader.