En ting står efterhånden relativt klart: Det bliver vådt – og sandsynligvis meget vådt, når weekenden så småt slutter på søndag.

Med mere.

»Det ser ud til, at det er en cocktail, der potentielt set kan give områder med relativt kraftige byger og med både hagl og torden i forbindelse med, at det trækker igennem,« fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Rasmus Stoltze Hansen:

»Om det bliver en decideret skybrudssituation, er der stadig noget usikkerhed om.«

Derfor har DMI ikke udsendt et såkaldt varsel om 'risiko for skybrud' på grund af de variationer, der endnu er i prognoserne. 

Skulle det ende her, vil det i så fald sandsynligvis tidligst ske lørdag, lyder det.

I Danmark bliver et skybrud defineret ved, at der falder mere end 15 millimeters nedbør på 30 minutter eller derunder.

»Det kunne godt gå hen og blive sådan en dag, men vi holder øje med det, og hvis det bliver ved med at udvikle sig i den retning kunne man godt forvente, at vi på et eller andet tidspunkt udsender et skybrudsvarsel,« siger Rasmus Stoltze Hansen fra DMI.

Også hos TV 2 vejret har man fokus mod de store mængder regn, der ser ud til at ramme på søndag.

»Årets første skybrud kan meget vel blive en realitet, inden weekenden er omme. Prognoserne truer nemlig med kraftige tordenbyger over Danmark søndag, og disse kan resultere i lokale skybrud,« skriver meteorolog Jonas Damsbo.

Hos DMI fortæller meteorolog Rasmus Stoltze Hansen, at der ligeledes stadig er usikkerhed omkring hvor i landet, det ender med at blive kraftigst – og altså også hvor kraftigt det går hen og bliver.

Temperaturerne spiller eksempelvis ind i forhold til et skybruds opståen.

På den positive side ser søndagens regnvejr ud til at blive en relativ kort fornøjelse.

»Det begynder på et eller andet tidspunkt ved morgenstunden i det vestjyske, og så trækker det relativt hurtigt igennem og slipper igen om eftermiddagen ved de østligste egne,« siger DMIs Rasmus Stoltze Hansen.