Vinteren har ramt Danmark, og det har ført både sne, is og dermed glatte veje med sig.
Og det glatte føre betyder nu, at borgere i Frederikssund Kommune må spejde langt efter skraldebilen i den kommende uge.
Faktisk kommer de slet ikke til at kunne se den før i slutningen af næste uge. Det skriver kommunen på Facebook.
Beslutningen er truffet af kommunens renovatør, Verdis, for at forebygge faldulykker på de glatte veje for deres medarbejdere.
Det falder dog i alt andet end god jord hos borgerne i kommunen.
»Pinligt. Måske kommunen skulle til at få oprustet den manglede snerydning. Og så skal de skraldemænd stoppe piveriet,« skriver en Facebook-bruger.

»Fuldstændig til grin for en smule sne,« skriver en anden.
Hos renovationsfirmaet Verdis forstår man borgernes frustration, men tager ikke anklagerne om piveri særlig tungt.
Stefan Olin, der er CEO i Verdis, forklarer, at man oplever en stor stigning i forskellige skader hos skraldemændene, lige så snart sneen falder i Danmark.
»Det er ikke noget piveri. Det er det simpelthen ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal igennem det her igen og igen. Hvis der er noget, vores skraldemænd vil, så er det at tømme skraldespande,« siger han og fortsætter:
»Men vi bliver simpelthen nødt til at se på, om vi kan komme rundt og når det, vi skal nå. Og ligger der mange centimeter sne, og vi vurderer, at det er usandsynligt, at borgerne har fået ryddet for sne, så løber vi ikke risikoen.«
Han forklarer, at han ikke selv har været inde over beslutningen, men at renovatøren sammen med kommunen laver en vurdering af, om det er forsvarligt at sende den tonstunge lastbil rundt efter skrald.

Selvom mange i kommentarsporet på Frederikssund Kommunes opslag efterspørger kompensation, bliver det ifølge Stefan Olin formentlig ikke en mulighed.
»Nogle gange er man nødt til også selv at kigge ud af vinduet og se, om man ville have lyst til at køre rundt i en kæmpe skraldebil. Og regner man på, hvad det koster at få tømt sin skraldespand, så er det faktisk meget billigt,« siger han.
Står man med en overfyldt skraldespand allerede nu, anbefaler Stefan Olin, at man ringer til kommunen og hører, om der er mulighed for ekstra poser, eller om man kan bestille en ekstra tømning.
Kommunen understreger, at der stadig vil blive tømt skraldespande på plejecentre og daginstitutioner, og at den normale affaldstømning fortsætter fra starten af uge tre.

