Det var Lasse Lauritsens datter, der i morges kom med den overraskende besked.

»En af vores skraldespande var væltet, så jeg sendte min datter ud for at rydde op, og så kom hun ind og sagde: 'Far, far, væggen er væltet ovre i huset,« fortæller han.

Og ganske rigtigt.

Den voldsomme blæst, der søndag har ramt Danmark, havde tidligt søndag gået voldsomt til angreb på det hus, som Lasse Lauritsen er ved at opføre i midtjyske Vridsted.

Ved selvsyn besigtigede han – efter datterens besked – hurtigt skaderne på byggegrunden, der ligger lige over for familiens nuværende bolig.

Faktisk var hele to vægge endda væltet: En endevæg og halvdelen af den ene langside af huset. Bum. Se her:

»Jeg tænkte: 'Satans også.' Det var bare ikke lige det fedeste,« siger Lasse Lauritsen fra Vridsted, der ligger syd for Skive og mellem Viborg og Holstebro.

»Heldigvis skete det ingen personskade, men derfor er det stadig træls, at alt det, der lige er blevet lavet, sådan lige vælter.«

Af den grund har Lasse Lauritsen brugt morgenen på at få sat noget til at afstive den del af væggen, der stadig står. Så skaderne ikke bliver mere omfattende.

»Det ville være endnu mere træls, hvis det også ryger ned. Der rusker godt i det herude i det midtjyske i dag,« siger han.

På den positive side regner han ikke med, at blæstens indgreb vil være noget, der trods alt forsinker byggeriet af det nye hus i en uoverskuelig grad. Hverken økonomisk eller tidsmæssigt.

Følg B.T.s liveblog om dagens stormvejr HER.