Godt nyt for vindmøller, vimpler og surfer-typer.

Det er vist det mest positive, man kan sige om søndagens vejr. 

Vi får nemlig en både grå, våd og blæsende dag, lyder det fra DMI. 

»Masser af blæst og byger (igen) i dag. Til gengæld holder solen sig væk.«

Sådan lyder det knapt så opmuntrende budskab fra den nationale vejrtjeneste søndag morgen.

Den vagthavende meteorolog skriver på det sociale medie X, at det sandsynligvis kun er nordjyderne, der skal gøre sig håb om at få solen at se på ugens sidste dag. 

I sin daglige kommentar på DMIs hjemmeside uddyber meteorolog Henning Gisselø det, vi har i vente:

»Endnu en dag med masser af blæst, som vi efterhånden snart har vænnet os til,« skriver han og tilføjer, at det trods alt ikke bliver lige voldsomt over hele landet.

Konkret betyder det frisk vind til kuling omkring vest, og ved kysterne kan den komme op til hård kuling.

Selv om nordjyderne kan være heldige at få et solstrejf, er det dog også dem, der får det hårdeste vejr.

»Mest vind kommer der i Nordjylland, hvor vindstødene kan nå stormstyrke. Ellers får vi en søndag med mange skyer og byger,« lyder det fra Henning Gisselø. 

Temperaturerne kommer fortsat til at ligge i den milde ende på med mellem tre og fem grader.  

Men tro ikke, at det lune vintervejr er tegn på, at foråret er på vej.

Den kommende uge byder nemlig højst sandsynligt på køligere og mere vinteragtigt vejr. 

»I nat nærmer en frontzone sig fra sydvest, som mandag vil give både regn, slud og sne til danskerne. Det er samtidigt signal til at køligere vintervejr er på vej tilbage.«