Det kan godt være, at kalenderen siger to uger til jul.
Men vejret er i høj grad det rene efterårsvejr.
Torsdag står den på regn, blæst og gråvejr.
Sådan lyder den triste melding fra DMI.
»Det bliver skyet hele dagen, og der kommer regn fra vest og nordvest,« siger Martin Lindberg, der er vagthavende meteorolog ved DMI.
Torsdag begynder ganske vist med en chance for solstrejf i den sydøstlige og østlige del af landet, men det gælder om at nyde dem, mens de er der.
For op ad dagen kommer regnen først i Jylland, og siden breder den sig østpå.
Og så bliver det blæsende.
»Vi får en jævn til frisk vind fra sydvest og vest, ved kysterne op til hård vind. Vindstødene kan være op til hård vind i hele landet og ved kysterne op til kuling,« fortsætter Martin Lindberg.
Temperaturen fortsætter i det milde mellem syv og ti grader.
