35 grader i London, ekstrem tørke i Skotland og flere døde i Frankrig.

Endnu en hedebølge hærger Europa, og fredag ventes den at strejfe Danmark.

Dermed får vi en sommerdag i maj. Og det kan måske blive en forsmag på de kommende årtier, hvor Danmark langsomt ventes at blive varmere.

DMI spår, at gennemsnitstemperaturen vil stige med cirka 2 grader, og B.T.s klimaekspert er enig:

»Ja,« bekræfter Bjørn Lomborg.

»Hen mod slutningen af århundredet er den globale opvarmning 1,5-2 grader varmere end i dag.«

Hedebølgerne skyldes klimaforandringerne, lyder en bred konsensus, og den bakker Lomborg op om:

»Man kan ikke sige, at den enkelte hedebølge skyldes global opvarmning – men det er helt oplagt, at vi vil se flere hedebølger på grund af global opvarmning.«

Og det vil altså også give temperaturen i Danmark et nøk op de næste 50 år. 

Samtidig vil der ifølge Lomborg komme flere varme dage, hvor man kan gå en tur på stranden og spise en is.

Modsat mange klimaeksperter ser han dog ikke udpræget negativt på den udvikling. De fleste af os elsker jo varme, minder han om:

»Man skal jo huske, at de fleste mennesker i Danmark – og i de rige lande – tager på ferie sydpå,« siger han.

»Folk flytter mod varmere temperaturer, ikke koldere temperaturer. Fordi varmere jo ofte er bedre.«

Omvendt advarer eksperter om, at de øgede temperaturer kan give problemer for plante- og dyreliv og forårsage naturkatastrofer som oversvømmelser og skovbrande.

Det er dog ikke, hvad Lomborg ser som den største udfordring ved global opvarmning.

Hvad ser du som det dårlige ved, at kloden bliver varmere?

»Det primære problem ved, at den globale temperatur skifter, er, at alle byer –  alt – er blevet anlagt på, hvordan temperaturen var i gamle dage. København er jo baseret på, hvordan temperaturen var omkring 1900-1950,« siger Lomborg.

Det koster penge at omstille byer til et varmere klima, påpeger han. Men det kan lade sig gøre med simple greb.

Lomborg foreslår mere air condition. Han forstår ikke modstanden mod klimaanlæg, som er blevet kritiseret for at bruge meget energi.

»Hvis du tænker over det, så er der ingen, der har det skidt over at varme sit hus om vinteren,« siger han.

»Men man synes ikke, det er moralsk okay, at man køler det ned om sommeren. Og det er bare helt fantastisk underligt.«

Derudover siger Lomborg, at man kan nedkøle storbyer under hedebølger ved at etablere flere grønne områder og mere vand.

Men hvad med de dyr og planter, som måske ikke kan tilpasse sig de højere temperaturer? 

»De vil migrere til andre områder,« siger Lomborg, som dog erkender, at »global opvarmning er et problem.«

»Men man skal også lade være med at gøre det til et større problem, end det er.«

I Frankrig har der ifølge Maud Bregeon, en talsperson for regeringen, været syv dødsfald »direkte eller indirekte relateret« til varmen. Det fortalte hun til tv-kanalen TF1.