Søndag aften endte to babysæler med at få spærret Bellevue Strand af.

Og både politiet, flere dyreværnsforeninger, livreddere og borgere satte ind for at sikre de to små unger, der i timevis ventede på deres mor i den nordsjællandske strandkant.

Med en radius på omtrent 25 meter blev sælungerne afskærmet, mens kun en familie med et badehåndklæde stod nær for at skærme de små unger fra den bagende sol. Foto: Наталія Гриб

»Vi får en henvendelse fra en borger omkring kl. 17.30 med bekymring for to babysæler, der ligger på den nordlige del af stranden,« fortæller kommunikationschef hos Nordsjællands Politi, Mikkel Thrane.

Også Dyrenes Beskyttelse fik flere henvendelser omkring de strandede babysæler på Bellevue Strand.

»Vi får så adviseret Naturstyrelsen, som håndterer situationen,« forklarer pressechef Andreas Rosen.

Du kan se en video af de strandede babysæler på Bellevue Strand herunder. Artiklen fortsætter efter.

»Flere var henne og klappe dem«
For med fuld sol og temperaturer op til 29 grader var Bellevue Strand allerede propfyldt med solslikkende badegæster.

»I starten var vi lidt bekymrede for, at afstanden til babysælerne ikke blev respekteret, fordi der var så mange mennesker, så derfor blev der sat noget afspærring rundt om dem,« forklarer Nordsjællands Politis kommunikationschef.

»Og så var forventningen, at moren ville svømme ind og hente dem senere, når der ikke var så hektisk aktivitet,« lyder det fra politichefen Mikkel Thrane.

Også badeklubindehaveren Mai Pham og kommunikationsdirektøren Ole Fredslund var hver især til stede på Bellevue søndag aften, hvor sælungerne fik spærret stranden af.

En familie satte sig for at skærme sælungerne for søndagens bagende sol med et håndklæde, mens de resterende strandgæster holdt sig bag afspærringerne. Foto: Ole Fredslund

Men ifølge Mai Pham var det i starten svært at forstå for flere badegæster, at man altså skal holde sig væk fra strandede sælunger, da deres mor ellers kan risikere at afstøde dem.

»Der var faktisk flere, der var henne og klappe babysælerne, så der blev brugt en del kræfter fra livreddere, mine ansatte og andre på at sikre, at folk ikke gik derhen,« fortæller hun.

Til sidst virkede afspærringen dog, og så var der kun én lille gruppe, der gik tæt på ungerne.

»Tre standhaftige badegæster holdt et badehåndklæde op for at skåne de små unger fra den varme sol,« forklarer Ole Fredslund.

De to babysæler blev skærmet ind, for at de mange badegæster på Bellevue Strand ikke ville gå for tæt på dem, så deres mor kunne risikere ikke at ville kendes ved dem igen. Foto: Mai Pham, Temple Sea Bath

Lige ved siden af, hvor sælungerne havde lagt sig, finder man så badeklubben Temple Sea Bath, som Mai Pham er indehaver af.

»Vi synes bare, sælerne er søde, og det giver liv til stedet, at der kommer sådan nogle unger på besøg – man bliver bare mindet om, hvor fantastisk naturen er,« fortæller hun videre.

Med hendes virksomheds placering har hun nemlig flere gange prøvet, at der kommer sæler forbi fra strandsiden.

»Hvis mennesker kommer for tæt på, risikerer man, at moren ikke tør vende tilbage til ungerne. Derfor skal de have ro,« forklarer Mai Pham.

De to sælunger blev længe liggende på Bellevue Strand, hvor de blev skærmet af, mens de ventede på deres mor. Foto: Mai Pham, Temple Sea Bath

»Folk tror ofte, de skal gøre noget, men sælungerne har som regel bare brug for ro og hvile, indtil deres mor kommer tilbage. Man skal hverken fodre dem, røre ved dem eller flytte dem,« uddyber den rutinerede badeklubindehaver.

Genforenet til sidst
Mai Pham fortæller videre, at da hun kom tilbage fra sin badetur omkring kl. 22.30 søndag aften, så lå sælungerne stadig og slappede af bag afspærringerne.

»Moren vil typisk gerne have, at der er stille og mørkt, før hun tør komme tilbage for at finde sælungerne, og fordi der var så godt vejr, så var der faktisk stadig mange tilbage på stranden, da jeg gik,« fortæller Mai Pham.

Hun kan dog heldigvis også bekræfte, at det til sidst lykkedes sælungerne at blive genforenet med deres mor.

Mai Pham er indehaver af Temple Sea Bath, der udbyder yoga og saunagus på Bellevue Strand, hvor de to babysæler strandede lige overfor. Foto: Privat

»Da vi åbnede i morges klokken 6 var de der ikke mere, så alt er godt,« forsikrer hun med et smil.

Se videoen af de søde sælunger på Bellevue Strand højere oppe i artiklen.