Selvom vejret lige nu giver de fleste af os lyst til at tage en dukkert, skal man altså lige undersøge en ekstra gang, hvor man hopper i.

De danske søer kan nemlig være fulde af giftige alger.

I endnu en sø ved Horsens er der for eksempel farligt at bade. Det skriver TV2 Østjylland.

Det skyldes blågrønne alger, der er sundhedsskadelige for både dyr og mennesker.

Derfor fraråder Horsens Kommune nu badning i søen. Søen, der er tale om denne gang, er Ring Sø ved Brædstrup.

Tidligere er der også fundet blågrønne alger i Blidsø, hvor der også blev frarådet badning.

»Det er ikke utænkelige, at problemet kan opstå andre steder også. Så helt generelt bør man altid kigge på det band, man vil bade i,« siger Simon Marsbøll, biolog i natur og Miljø i Horsens Kommune.

Han råder badende gæster til at kigge efter, om vandet er klart.

For er det uklart, og man ikke kan se sine fødder, når man står i vand til knæene, så betyder det nemlig, at det kan være fyldt med alger.

Grunden til, de blågrønne alger kan være farlige, er, at de kan danne giftstoffer.

Det betyder, at algerne i værste tilfælde kan forårsage en forgiftning, hvis man sluger for meget vand. De kan også give hudirritation og udslæt.

Det er dog yderst sjældent, at mennesker bliver smittet med alge-forgiftning. Men det er ikke helt unormalt for hunde, da de ofte drikker vandet i søerne, de bader i.

Derfor opfordrer Simon Marsbøll også til, at man også holder sine hunde fra søerne.

De blågrønne alger kan dog også findes i andre søer end i de to ved Horsens. Det er nemlig højsæson for algerne netop nu, hvor solskin og varme danner den perfekte grobund for alger.

Nu frarådes badning i endnu en sø på grund af blågrønne alger i vandet.

Algerne kan nemlig være sundhedsskadelige.