En ældre kvinde fra Midtfyn har mistet livet som følge af stormvejret.

Søndag formiddag har Fyns Politi behandlet et dødsfald, hvor en 78-årig kvinde blev fundet død på en adresse i Vester Hæsinge på Midtfyn.

Undersøgelser på stedet peger på, at kvinden i forbindelse med åbningen af en stalddør indefra er blevet trukket med ud på grund af vinden, der har fået fat i døren.

Herved er hun faldet og har pådraget sig læsioner, der gjorde, at hun afgik ved døden.

Det er således politiets opfattelse, at der er tale om en ulykke, der er relateret til den kraftige storm, der det seneste halve døgn er gået gennem Danmark.

De pårørende er underrettet.

Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til dødsfaldet.