Det bliver nemlig en god blanding af lidt og hvert.
Lørdag står vi op til en dag, hvor skyerne desværre dominerer. Dog kan de nordligste egne godt være heldige og få noget sol - særligt nordjyderne og det nordligste Sjælland.
Og Bornholm hedder jo ikke solskinsøen for ingenting, så her kan solen også godt i en overgang kigge forbi.
Men selvom det meste af landet nok allermest vil kigge op på grå skyer, så er der et lille lyspunkt.
»Det holder tørt.«
Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg.
Når det er sagt, så kommer vi desværre heller ikke helt udenom den noget upopulære vind.
Igen, vaskeægte efterårsvejr.
Lørdag morgen og formiddag er vinden jævn til frisk, særligt i den nordlige del af landet. I den sydvestlige del af landet ligger den kun som let til jævn.
»Men lørdag er det nok stadig bedre at tage en tur i skoven end et smut til havet,« lyder det fra Martin Lindberg.
Til gengæld ser vinden ud til lige så stille af løje af de fleste steder i løbet af eftermiddagen, som så leder os videre til søndag, hvor det klarer mere op.
»Her kan man jo så tage ud til kysten,« tilføjer Martin Lindberg.
Alt i alt, så starter vi efterårsferien ud med en god blanding af sol, skyer og vind. Mest sol søndag. Og temperaturer, der ligger mellem 13 og 16 grader. Måske nogle steder helt op til 18 grader lokalt om søndagen.
»Det er jo altid denne her blanding på det her tidspunkt, men vi kan se frem til en uge med tørvejr, faktisk stort set hele efterårsferien. Så godt vejr til udendørsaktiviteter,« lyder det fra Martin Lindberg.