Sol fra en skyfri blå himmel og magiske 20 grader. Måske mere.

De kommende dage bliver der rig mulighed for at lufte de vinterblege ben og få lidt sol på næsen.

Men pas på!

Forårssolen er ikke sådan at spøge med.

Sådan lyder advarslen fra TV 2 Vejret på en dag, hvor uv-indekset runder de fem.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse skal du bruge solcreme allerede ved et indeks på tre.

For hvis du er »en gennemsnitlige lyshudet dansker«, er det nemlig nok til, at du bliver solskoldet, hvis du er er en time i solen, skriver TV 2 Vejret.

Store mængder uv-stråling og solskoldninger øger risikoen for at udvikle hud- og modermærkekræft. Og jo tidligere og oftere i livet, man bliver solskoldet, jo større er risikoen for at udvikle kræft.

Kræftens Bekæmpelse skriver, at ni ud at ti tilfælde af modermærkekræft forebygges, hvis vi følger de tre solråd: skygge, solhat og solcreme.

Sidste sommer udtalte projektchefen for solkampagner i Kræftens Bekæmpelse, Peter Dalum, til B.T., at kun en ud af ti danskere husker alle tre solråd.

Organisationen havde lavet en rundspørge om vores vaner på rejser sydpå. Men de gode råd gælder altså også, når vi nyder forårssolen herhjemme.

»90 procent af alle tilfælde af hud- og modermærkekræft skyldes solstråling, derfor er det en kræftform, man selv kan gøre meget for at forebygge, før det er for sent,« sagde projektchefen dengang.

Herhjemme er der hvert år 2.500 nye tilfælde af modermærkekræft. Kun ti procent skyldes arvelige forhold.

Du kan følge dagens uv-indeks hos DMI.