Regn, blæst og lidt mere regn.

Det er for alvor blevet tydeligt, at kalenderen skriver efterår.

Men det er ikke kun det varme tøj og regnjakken, vi skal huske.

For med skybrud og stormvejr følger også oversvømmede kældre, flyvende havetrampoliner og knuste tagsten.

Derfor skal også boligen forberedes, når vejrudsigten melder om storm. Og det får hver fjerde boligejer ikke gjort, oplyser Codan i en pressemeddelse, der gennem Epinion har fået foretaget en befolkningsundersøgelse.

»Vi har altid travlt i vores skadesafdeling, når stormen raser. Og vi kan tydeligt se det i typen af anmeldelser i og omkring et døgn med vildt vejr, at en del boligejere ikke forbereder deres hjem på vejrskader,« siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan og fortsætter:

»Jeg tror, det handler rigtig meget om manglende tid, men i virkeligheden også mangel på indsigt i, hvilke foranstaltninger der er vigtigst. Det er værd at lave om på,« siger han.

Ifølge Codans undersøgelse ved 38 procent af danskerne ikke, hvad der generelt skal til for, at deres bolig er sikret mod de potentielle stormskader.

Henrik Bundgaard fortæller, at der er meget, man kan gøre, og at det hverken behøver være krævende eller dyrt.

»Derfor håber jeg, at danskerne vil gøre det til en del af deres faste vejr-rutine lige at gå en tur rundt om huset og flytte løse grene, trampoliner, lette fodboldnet og lignende væk fra huset,« siger Henrik Bundgaard.

»Selv den slags små forebyggende tiltag vil spare boligejerne for en masse uheldige penge og kræfter på bagkant af stormvejret.«

Se i boksen her, hvordan du kan forebygge vejrskader.