Det gælder om at passe på, hvis du skal ud denne lørdag morgen.
På både veje, fortove og cykelstier kan der nemlig være meget glat – og DMI advarer om risiko for isslag flere steder.
Særligt er der risiko for isslag på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.
Det skyldes, at en front med varmere luft har bevæget sig ind over os, og med sig har den bragt nedbør, som en overgang kan falde som isslag.
»Isslag er underafkølet nedbør, der skifter tilstand til is i det øjeblik, den rammer en overflade som for eksempel en vej, en højspændingsledning eller en bilrude,« forklarer meteorolog Andy L. Ahumada i en kommentar på DMIs hjemmeside.
Af den grund har DMI udsendt en såkaldt risikomelding om isslag, som er gældende frem til klokken 08 lørdag morgen for Sjælland, Lolland og Falster – og for Bornholm frem til klokken 12.
Kigger vi lidt længere frem, vil temperaturen i løbet af dagen i det meste af landet stige til plusgrader.
»Weekenden markerer skiftet til en periode i møde med lunere temperaturer, grå himmel og regn i flere omgange,« lyder det fra Andy L. Ahumada i kommentaren.
Han advarer dog om, at der flere steder ligger en del kompakt sne, som nogle steder spærrer for kloakken.
»Tø og udsigt til blandet nedbør det kommende døgn gør, at regn og smeltevand kan have svært ved finde ned i kloakken,« forklarer han.
Det kan derfor være en god idé grave en rende til at smeltevandet, hvis du har en stor bunke sne, der ligger lige op ad dit hus, lyder det fra meteorologen.

