Der er en våd nat i vente.
I hvert fald når det kommer til vejret.
»Du kan godt forvente en våd omgang,« fortæller Mette Wagner, der tirsdag aften er vagthavende meteorolog hos DMI.
DMI varsler om, at der er risiko for skybrud flere steder i landet, især østpå, og det har fået Hovedstadens Beredskab til at sende en advarsel og en række gode råd ud.
Ifølge DMI begynder det hele klokken tre natten til onsdag, mens du forhåbentlig sover.
»Der kommer relativt meget på Sjælland, de sydøstlige dele af Jylland, Fyn og Bornholm,« siger Mette Wagner og uddyber, at der kan falde mellem 25 og 35 millimeter i løbet af seks til otte timer.
Derfor anbefaler Hovedstadens Beredskab først og fremmest, at man ikke kører ud i sin bil, hvis der ligger meget vand på vejene.
»Tjek dit hus, altan med videre, så vandet kan komme væk og ikke gør skade,« lyder rådene fra beredskabet.
Derudover er det en god idé at rense tagrender, tagnedløb, riste og brønde, så regnen kan komme væk. Og så bør du sikre, at vinduer, døre og taglemme er lukkede.
Har du før haft problemer med vand i kælderen, kan det ifølge Hovedstadens Beredskab være fornuftigt at flytte indbo og ejendele væk samt at sikre kældervinduer, døre og porte med sandsække eller lignende.
Bliver det så bedre onsdag?
Nej. Ikke umiddelbart. Regnen fortsætter til onsdag formiddag.
»Det bliver en grå dag. Der bliver ikke meget sommer at vågne til,« siger Mette Wagner.
Nå, hvad så med de næste par uger? Skal vi ikke have sommer?
»Den har vi jo haft. Og der var gode dage i weekenden. Men de næste uger ser rimeligt ustadige ud.«
»Men der skal jo også være noget vejr til os, der er på arbejde i de her dage,« siger hun fra sit arbejde hos DMI til undertegnede på arbejde på B.T.