Fredag morgen er det med at huske gummistøvler og paraply, når man skal ud af døren.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler nemlig om en dag, hvor regnen vil strømme ned over landet. 

Meldingen er, at et frontsystem natten til fredag trækker ind over landet vest fra og over middag vil regn og byger også ramme Sjælland og hovedstaden. 

Der forventes lokalt at kunne falde 50 millimeter regn frem til lørdag, og særligt øst for Storebælt vil der i løbet af fredagen også komme kraftige vinde og torden.

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) opfordrer folk til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet, og kloakdæksler kan løsne sig på grund af voldsom regn.

HOFOR har de her råd, hvis skybruddet rammer i dit lokale område:

  • Undgå kontakt med kloakvand

  • Undgå at bade i havn eller bynære strande

  • Pas på løse kloakdæksler

Derudover opfordrer HOFOR husejere til at være opmærksomme på ting i kælderen, der er meget udsat for, at vand kan trænge ind samt tjekke afløb og tagrender, så vandet kan løbe frit.