Man kan blive mødt af ubehagelige oplevelser, hvis man bevæger sig ud i trafikken mandag morgen. 

DMI varsler nattefrost og risiko for glatte i veje store dele af landet i den kommende uge. Det betyder, at sneen mange steder vil smelte om dagen og fryse om natten.

Og den cocktail skaber uforudsigelige forhold, som øger risikoen for sammenstød og farlige situationer, lyder det fra forsikringsselskabet Alm. Brand. 

»Vi tænker måske ikke over, at der kan være glat, når der er sol og plusgrader om dagen. Men det kan være spejlglat i morgentimerne, fordi smeltevandet er frosset til is i løbet af natten. Veje, der ser tørre ud, kan være spejlglatte, især på broer, i skyggefulde områder eller langs åbne strækninger,« siger Christian Johansen, direktør for Motor i Alm. Brand i en pressemeddelelse. 

Han har derfor et par gode råd til bilister.

»Sænk farten, hold ekstra afstand og sikre dig, at bilen er klar til vintervejret – det gælder især om at have vinterdæk på,« siger han.

I sidste uge meldte akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital om usædvanligt mange faldskader fra både gående og cyklister, og direktøren opfordrer til, at du også skal være opmærksom på glatte fortov og gangstier.

»Vi ser også en del faldskader, og med udsigt til frost i den kommende uge skal du også være opmærksom på, at fortov og gangstier kan være spejlglatte, selvom der mange steder er saltet,« siger Christian Johansen.