Et usædvanligt vejrfænomen truer fredag morgen og i løbet af formiddagen. 

Prognoser fra TV 2 Vejret viser nemlig, at der kan komme både sne og slud i store dele af Jylland og Fyn. 

Hvis du skal ud og køre fredag, skal du dermed være ekstra forsigtig, skriver forsikringsselskabet Alm. Brand i en pressemeddelelse.  

Her handler det ifølge direktør for Motor i Alm. Brand, Christian Johansen, ikke så meget om, hvor meget sne, der falder, men mere hvor godt forberedt du er.

»Den her type vejr kan være lumsk. Det er ikke mængden af sne, der er afgørende her. Det er tidspunktet, da mange bilister har skiftet til sommerdæk, og vi har haft en lang periode uden glatte veje, der kan give udfordringer og farlige situationer i morgentrafikken,« siger Christian Johansen og fortsætter:

»Mange uheld sker, fordi vi undervurderer vejret. Derfor kan jeg kun opfordre til at være ekstra opmærksom, hvis du skal ud at køre fredag morgen.«

Ifølge TV 2 Vejret kan der lokalt falde op imod ni centimeter sne. 

Sidst der faldt sne i april var i 2016.